Undrer du dig også over hele denne yoga-trend? Yoga startede som en religiøs praksis i Indien og udføres i dag af adskillige millioner mennesker verden over. Især indenfor de sidste par år er der sket en eksplosion i antallet af folk, som er hoppet med på yogabølgen – og det er ikke uden grund. Flere og flere begynder nemlig at få øjnene op for de mange fordele ved at dyrke yoga.
Alle kan være med
’’Jeg er ikke smidig, derfor kan jeg ikke dyrke yoga’’, er nok den mest almindelige og fejlagtige opfattelse omkring disciplinen. Smidighed er langt fra et krav i praktiseringen af yoga, men vi kan ikke benægte, at du højst sandsynligt vil finde dig selv mere smidig efterfølgende. En sjov metode er at prøve at nå sine tæer både før og efter træningen og opdage, at der oftest vil være væsentlig forskel. Der findes et hav af yogastillinger, som selv det stiveste bræt kan udføre.
Endnu et kæmpe plus er, at yoga kan praktiseres over alt! Dette er også en af de mange grunde til, at det er blevet så udbredt – du behøver ganske enkelt ikke andet end dig selv. Hvis du for alvor begynder at få øjnene op for yoga, kan det dog være en idé at udbygge dit ræsonnement en smule. Hertil er komfortabelt yogatøj og en måtte klart førsteprioriteringerne. Tøjet må endelig ikke sætte begrænsninger for dine øvelser, og derfor er det altafgørende at have et par gode og komfortable yogabukser, som giver stor bevægelsesfrihed.
Yoga forebygger skader
Yoga er det ideelle træningssystem til skadesforebyggelse såvel som skadesafhjælpning, da det inkluderer hele kroppen. Yoga styrker dine muskler, og gør dem mere resistente overfor skader. Der findes især mange øvelser, som er gode for rygsmerter, hvilket er noget, en stor del af danskerne døjer med. Yoga er også et godt supplement til f.eks. løbetræningen, som ofte er meget monotont. Her supplerer yoga ved at smidiggøre de stive løbemuskler og styrke de resterende muskler, som ikke er blevet brugt under løbet.
Træner både krop og sind
Som mange nok ved, så er yoga i ligeså høj grad kendt for at træne det mentale, som det fysiske. Et utal af studier har efterhånden påvist de mange psykiske fordele ved yoga. Det bringer en kropsbevidsthed, som er afgørende for selvaccept og selvværd. Under øvelserne skærpes sanserne og man fordybes i øjeblikket. Det giver en lille, men uvurderlig, pause i hverdagen og skaber en indre ro, som bl.a. fører til øget koncentrationsevne, øget energiniveau og mere overskud. Af samme grund er det derfor helt ideelt at inkorporere yoga i hverdagen – det vil have positive effekter både på dig selv og dem omkring dig.
Stress af
Stress er en af de mest almindelige sygdomme og rammer størstedelen af os, i større eller mindre grad, i løbet af vores liv. Naturligvis er det ikke for at påstå, at yoga er et mirakelmedicin sendt til hele befolkningen, men det er utvivlsomt et af mange hjælpemidler, som kan bidrage til at mindske stress. Især Yin Yoga, også kaldt ’den stille yoga’, er en mere meditativ yogaform, hvor man typisk forbliver i hver stilling i 3-5 minutter. Modsat andre aktive yogaformer som koncentrerer sig mere om at styrke og smidiggøre musklerne, så er yin yoga mere afslappende og fokuserer primært på åndedrættet og den mentale del. Disse yogaøvelser og åndedrætsteknikker kan regulere dit parasympatiske nervesystem, hvilket helt automatisk gør, at du opnår mere ro og mindre stress i kroppen. Udover at være stressdæmpende har kliniske studier også påvist, at yoga kan være gavnfuld på mange andre områder såsom angst, depression, smerter, PTSD, søvnproblemer og mere.